Rejseblogs fra Travellerspoint

På sightseeing i tohjulstrækker

sunny 17 °C

Så er det atter blevet tid til at opdatere bloggen. De sidste par uger har vi arbejdet med vores projekt og ikke oplevet alverden der er værd at skrive om - før denne weekend. Vi lejede i denne weekend, da vi endnu ikke selv har købt en, hvilket vi regner med at gøre i ugen der kommer. Turen gik denne gang til Tasmaniens nordøstlige spids, hvor vi ville se MT. Williams Nationalpark, der skulle give gode muligheder for at se kænguruer, wombatter, ørne osv.

Tidligt lørdag forlod vi Uni og drog nordpå ad de kringlede veje. Det var med en høj grad af koncentration jeg satte mig bag rattet, da de jo her kører i venstre side af vejen. Det gik nu nogenlunde hvis i spørger mig, men måske mine passagerer her ville være uenige:-) Bortset fra man hver anden bruger hviskerne istedet for at blinke, gik det uden større dramatik. Vi fik dog hurtigt bekræftet vores anelse om, at selvom vejene ser store ud på kortet, er de det ikke i virkeligheden. Det satte vores lille forhjulstrukne Holden Bavira på prøve, men det klarede det nu okay, selvom vi gang på gang blev overhalet af den ene kæmpe 4x4 truck efter den anden. Situationen er nemlig den, at rigtig mange af de "store" veje er grusveje adskillige kilometer ad gangen. Så ud af dagens 500km blev ihvertfald de 100km kørt på grusvej i en bil, der ifølge lejekontrakten, kun må køre på asfalt. Men med lidt forsigtighed og en bilvask kringlede vi den sag.

De første par timer så vi faktisk en del kænguruer (De er små på Tasmanien og kaldes Wallabies), wombatter (ligner en stor hamster) og kaniner. Dog var allesammen ofre for trafikken og lå i vejkanten. Det tager man helt afslappet hernede, da der er så mange af dem, at de udgør en væsentlig risiko for sikkerheden. Med andre ord er kængurugitteret i højeste grad lovligt og anvendt hernede.

Da vi nåede nordkysten fik vi for første gang de velrenommerede tasmanske strande at se og wow hvor er de flotte, hvilket skule fremgå af billederne. Hvis ikke man vidste bedre skulle man tro der var 35 grader, men der er dog højst 17. Mon ikke det snart bliver bedre.

Efter uendelige strækninger på gusvej kom vi til den omtalte nationalpark, meget øde og meget uheldigt hvis bilen brød ned! I starten var der ikke mange dyr, så når vi så et, knipsede vi løs som japanere, og jeg var ude at mave mig afsted som en anden Steve Irwing. En time senere kunne vi se det komiske i dette, da kænguruerne pludselige dukkede op som en malkekvæg på en dansk mark. Heldigvis var vi de eneste i miles omkreds, så i dette tilfælde blev vi ikke til grin for de lokale. Midt i Praken ligger Mt. Willams knejsende hele 217m over national parken:-) Ikke imporende højt, men da vi nåede toppen var udsigten fænomenal, da der i miles omkreds er komplet fladt om toppen. Man havde nærmest fornemmelsen af det var en savanne der strakte sig under en. Billederne giver et hint om dette. Heldigvis var der godt vejr denne dag, mere eller midre for første gang i denne uge.

Da vi atter ned foden af denne top begyndte det af skumre og vi drog hjem. Til hjemturen valgte vi den absolut største nej på kortet. Alligevel tog det næsten tre timer at køre de 150km hjem. En hård tur, da der bælgmørkt, pletvis tåget og masser af regn. Og ikke mindst et vælg af kænguruer og wombatter i vejkanten.

Men vi nåede helskindede hjem, og aflyste byturen, da den friske og lange køretur havde taget pusten fra. Til gengæld havde man så helbred til at træne og vaske tøj søndag:-)

Skrevet af Danraf 01:59 Gemt i Australien Tagged animal

E-mail denne beretningFacebookStumbleUpon

Indholdsfortegnelse

Vær den første til at kommentere på denne beretning

Comments on this blog entry are now closed to non-Travellerspoint members. You can still leave a comment if you are a member of Travellerspoint.

Indtast dine Travellerspoint login oplysninger herunder

( Hvad er dette? )

Hvis du endnu ikke, allerede er medlem af Travellerspoint, kan du tilmelde dig gratis.

Tilmeld dig Travellerspoint