Rejseblogs fra Travellerspoint

Diving the eastcoast

sunny 20 °C

Den længe ventede Dykkertur i nærheden af Port Arthur blev nu en realitet. Efter endt arbejde på dokken fredag eftermiddag blev den enestående Magna pakket til bristepunktet med dykkerudstyr, soveposer, øl og fire velnærede maskinmestre (arh okay 3 velnærede og så stickman a.k.a. Michael:-), hvorefter kursen blev sat sydøst over ad veje, der ikke alle var skabt til en sportsvogn uden affjedring, som Magnaen jo reelt er under det skrammede karosseri:-) En køretur på 200km, der snildt tager lidt over tre timer på Tasmanien.
Ved ankomsten blev vi introducerede for de øvrige deltagende dykkere og fik et par Pure Blondes at sove på. Jeg må her straks udføre lidt damage control af hensyn til egne og øvrigt deltagende maskinmestres personlige engagementer og interesser, og understrege at Pure Blonde er en velsmagende australsk øl og ikke Ægte Blondiner!!!
Lørdag morgen efter et solidt morgenmåltid, og iøvrigt undertegnedes 25års fødselsdag, blev udstyret rigget til og smidt på bilerne hvor efter vi kørte til Fortescue bay, hvor turens første to dyk skulle finde sted. Jeg behøver af indlysende årsager ikke fortælle at SOLEN STRÅLEDE fra skyfri himmel:-) Mere eller mindre første dag hernede med sommeragtigt vejr. Dagens to dyk var stranddyk med en maks dybde på ca. 10m i bugt med roligt vand. Perfekt til at få vasket støvet af dykkerfærdighederne og vænne sig til det våde element på ny. Vi gik alle i direkte fra molen. De der var på kursus lavede deres øvelser og vi der ikke var padlede rundt for os selv. Denne dag så alle Port Jackson sharks på op til en meters størrelse, der ugeneret svømmede rundt på det lave vand. De har ingen tænder og udgør ingen trussel, men er bestemt interessante at se på. Intet væsen svømmer mere elegant end en haj. Dykkene bød derforuden på ballonfisk, store søpindsvin, abalone (meget dur specialitet hernede. Ligner en stor, halv østers der suger sig fast på klipperne!?) og andre småfisk. Desuden var der nogle ret flotte tangskove der strakte sig de 10m fra bund til overflade. Flot dag med et par udemærkede dyk. Sigten var dig præget af de store mængder regn der trækker sand og mudder med ud i havet.
Trætte som vi var om aftenen blev det ikke til megen fødselsdagsfest. Dog skulle jeg traditionen tro i dykkerverdenen drikke en turboøl gennem en snorkel iført dykkerbriller. En yderst god og nødvendig fødselsdagsgave blev det også til: startkabler til Magnaen. Tak drenge! Never hit the bush without them!:-) I solnedgang lørdag nåede vi at køre til Port Arthur der er en fangelejr fra koloneringstiden. Det var her briterne satte de første fanger i land og Tasmaniens indfødte blev gjort til slaver for disse. Trist historie men smukt område

Anden dagen havde to båddyk på programmet. Et par gode dyk hvor alle igen så intersante ting vi ikke ville se på et dyk under vante himmelstrøg. Sting Rays (pilerokker), Seadragons (store, yderste farverige søheste), blæksprutter osv. Specielt andet dyk Martin og jeg havde var rigtigt fedt. Det var i Waterfall Bay, der består af en meget rå og høj klippekyst, som på billederne fra Bruny Island tidligere uploaded. Gummibådsføreren sejlede os igennem en stor klippehule hvori vi hoppede i vandet. Lidt spoky når de store dønninger fra det Tasmanske hav får en til at vugge et par meter op og ned ved siden af en lodret klippevæg. Vi dykkede ned på 18m hvor vi kunne svømme yderligere ind i hulen, ca. 20m for derefter at svømme 90 grader til venstre i 2,5m bred klippesprække. Meget mørkt men utroligt flot da man kunne se enden af sprækken som en 18m høj stribe af lys 35m længere fremme. Der opstod ret kraftige strømme når dønningerne kom ind og ud igen fra hulen, selv på 18m vand, så man skulle skiftevis svømme ret kraftfuldt for ikke at blive skyllet baglæns og efterfølgende koncentrere sig om at styre fremdriften når man blev trukket fremad. Da vi kom ud af klippesprækken kunne vi se op ad den gigantiske klippevæg i begge retninger, og et rigt udvalg at fiskearter svømmede omkring os. Ekstremt godt dyk! Dykningen i Tasmanien er blandt verdens bedste tempererede dykning og kan absolut anbefales.
Da vi kom hjem fra sidste dyk blev den sene middagsmad serveret med en øl og vi kunne drøfte oplevelser. Vi satte dog hurtigt kursen mod Launceston, da det jo er en lang køretur og vi skulle møde på dokke tidligt mandag morgen. Turen gik dog lige omkring doktormanden i Hobart da et uheldigt tilfælde med en sprungen trommehinde havde fundet sted i maskinmestergruppen, men alle mand er igen på dupperne.

Der var dykkerturen i korte træk. Adskillige ting er sket på dokken siden sidste beretning, men dem gemmer vi vist til næste beretning.

Det var det for denne gang. Slut herfra

Skrevet af Danraf 22:03 Gemt i Australien

E-mail denne beretningFacebookStumbleUpon

Indholdsfortegnelse

Vær den første til at kommentere på denne beretning

Comments on this blog entry are now closed to non-Travellerspoint members. You can still leave a comment if you are a member of Travellerspoint.

Indtast dine Travellerspoint login oplysninger herunder

( Hvad er dette? )

Hvis du endnu ikke, allerede er medlem af Travellerspoint, kan du tilmelde dig gratis.

Tilmeld dig Travellerspoint